Skip to content

Farvel til ESET

For mange år siden begyndte Computernørderne med levering af ESET-produkter. I første omgang noget der hed Smart Security, senere blev det til Internet Security – men formålet har altid været at give vores kunder, dig, den bedste sikkerhed.

Den bedste sikkerhed ligger ikke i et bestemt antivirusprogram. Antivirus beskytter nemlig ikke mod virus. Nu tænker du måske: hvad gør den så?? Det spørgsmål besvarer vi altid med et modspørgsmål: Har du en læge? Det har du nok. Beskytter han eller hun dig mod sygdomme? Det gør din læge næppe. Vedkommende vil ikke ringe til dig for at sige, at det er koldt udenfor, og at du derfor gør klog i at tage en jakke på. Doktoren vil først gøre noget for dig, når du har henvendt dig. Og hvad det “noget” så er, afhænger af hvad lægen kan og må. Med antivirus virker det lige så. Antivirus tjener dig, den styrer ikke dig eller din computer.

Historie

Men hvorfor har vi så altid anbefalet ESET? Vi faldt over ESET i 2007 eller deromkring. En erhvervskunde, hvor vi lige havde overtaget styring af deres IT fra en anden IT-virksomhed, havde et abonnement på ESET, og det skulle fornyes. Vi kontaktede distributøren, Eurosecure, og fik at vide, at vi kunne få 30% rabat, hvis vi besluttede os at blive distributør. De kom så med en anbefalet salgspris, og vi valgte at gøre det. Ikke fordi det ville give os penge, men fordi ESET havde en meget interessant funktion: hvis kunden skulle få en virus, så ville vi kunne få en e-mail. Og så var det bare nemt at blive registreret som sælger af ESET -produkter.

Men nu stopper vi …

Men nu stopper vi med ESET. Ikke fordi ESET ikke er god, det er ESET. Lige så god som alle de andre, men med et stort plus: denne e-mail-advarselsfunktion. Det har vi gjort til en standard: vi har tilbudt alle vores kunder, at vi holder øje med en mailboks, hvor der kommer advarsler ind når folk er løbet ind i en virus. Og det sker ustandseligt. Der går rigtig meget arbejde i. Vi gør det gerne, vi får jo 30% rabat, så det er helt fint. Men nu siger Eurosecure, at vi ikke er berettiget til at få 30%. Vi får kun 15%. Vores avance bliver halveret. Så enten skal vi sætte priserne op (og dermed betaler vores kunder prisen) eller også finder vi et andet program der kan give os advarsler. Vi vælger det sidste.

Logikken mangler

Vi har forsøgt at tale Eurosecure til fornuft, men de vil kun give os 30% hvis vi skulle sælge mere. Så Eurosecure har penge til at betale kr. 45.000,00 hvis vi skulle omsætte for kr. 150.000,00, men ikke kr. 450,00 hvis vi omsætter for kr. 1.500,00. Selvom regnestykket er ens, mangler logikken.

Hvad så nu?

Vi går nu på jagt efter et andet system der kan give den samme slags advarsler som ESET kan. Vi er tæt på at få en løsning. Så hvis dit ESET-abonnement skal fornyes via os, må du bare lige ringe, så finder vi en løsning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.