Skip to content

Google kender dig bedre end du kender dig selv

Der er ikke så meget nyt i teorien om at blive overvåget. Big brother is watching you. Hvorvidt det er regeringer, hvad enten det er vores egen eller fremmede, der ved en hel masse om os, vil sandsynligvis altid forblive en gåde. Det er dog stensikkert, at Internet-virksomheder har samlet utrolig meget data ind om os. Naturligvis, vi har nu Persondataloven fra 2018 der skulle beskytte os. Men prøv du bare gå hen til Google og sig til dem, med loven i hånden: ”Vil I være så søde at fjerne alt, hvad I ved om mig?”.

Absolut, du kan slette din konto hos Google helt. Alle informationer, du direkte har givet dem, herunder din fødselsdato, bopælsland og navn, vil blive slettet. Det samme gælder for din Facebook-konto, din konto hos Microsoft og alle de andre store virksomheder. Det er sådan set godt nok. Men hvad med de informationer, du giver dem indirekte?

Jeg hørte om en person, der har besluttet at hun ikke vil forbruge produkter, hvor der er blevet brugt dyr på den ene eller anden måde. Så når hun vil have inspiration til at lave mad, så tilføjer hun ordet ”vegan” (engelsk for ”vegansk”) til sin søgning. F.eks. ”spaghetti carbonára vegan”. ”Vegan” er et af de mange ord, som kan indikere en livsstil, og er derfor et ord som Google er interesseret i, og knytter det ord til dig.

Google kender dig uanset hvad

Er du logget på med din Google-konto mens du søger, så er det meget enkelt at knytte bestemte or til dig. Men også hvis du ikke er logget på med din Google-konto, så vil Google være i stand til at forbinde nogle termer til dig. Så er det bare ”anonym bruger nr. 43.534.563.234”. Der gemmes nemlig såkaldte cookies på din computer, på din telefon og din tablet, som gør at du kan blive genkendt igen og igen som ”anonym bruger nr. 43.534.563.234. Du kan forstyrre det, ved at fjerne cookies, men dermed fjerner du også dine præferencer om reklamer, du har blokeret, sprogindstillinger og andre ting, som er meget rar at bibeholde.

Altså, Google, men også Facebook, Microsoft, Apple, Yahoo, og en hel række andre kendte og ukendte virksomheder, samler information ind på grund af din adfærd på nettet. Af den grund risikerer du at du får annoncer at se om sportssokker, hvis det er det du har ledt efter. Leder du på Saxo efter bøger fra Stephen King, så vil du bagefter på DR.dk se annoncer om Misery, Den Grønne Mil og Ondskabens Hotel. Simpelthen fordi de fleste websider kobler sig op til Google for at tiltrække kunder ved at bruge de søgeord du har indtastet engang i en målrettet reklame til dig. Noget lignende gør Facebook: via indviklede algoritmer har Facebook lært dig at kende, og de informationer genanvendes i målrettede reklamer, som dem, der køber reklameplads, kan benytte sig frit af.

Veganere der bliver logget af anti-veganere

Den person, som ledte efter ”vegan”, oplevede således, at hun blev dirigeret hen til en hjemmeside som handlede om at advare mod en vegansk livsstil. Hvad indehaveren af websitet får ud af, at stoppe andre i en overbevisning, må guderne vide, faktum er, at anti-veganeren har genbrugt søgeordet ”vegan” i sine nøgleord, og det gør at den hjemmeside dukker op hos veganeren. Det var hun naturligvis ikke glad for, men det er ikke meget anderledes end at en person, der er helt vildt med FCK til tider får resultater om SønderjyskE på sin skærm. For en ting er, at Google ved at en person er enorm fan af FCK, en anden ting er at Google nok ikke med sikkerhed ved hvilke klubber vedkommende så IKKE kan lide. Og dog, Brøndby IF ville nok rangere en del lavere end SønderjyskE, når der er tale om en FCK-fan, men også Brøndby ville kunne dukke op i en liste med ”Du vil måske kunne lide … ”.

Efterfølgende klik tæller også

Det er ikke kun de ord du har søgt efter. Også de hjemmesider, du har besøgt som følge af dine søgninger, tages i betragtning. Hvis du googler efter ”Ferie på Ibiza”, og du klikker på et link til en ferierejse til Mallorca, så ved Google at du ikke udelukker Mallorca. Også hvis du først klikker på en Ibiza-ferie, og derfra på en Mallorca-ferie, så vil klik nr. 2 blive koblet tilbage til Google, som så kan bruge det til deres information om dig.

Alle kneb gælder

Det er ikke kun de informationer, der er gemt på din computer (eller hvad du nu bruger), eller den konto, du er logget ind med, der spiller en rolle i Googles indsamling af viden om dig. Du har forbindelse til Internettet, og dermed har du en IP-adresse. Den IP-adresse kan Google (og enhver anden indehaver af en hjemmeside du benytter dig af) se. Google kan kontrollere om du søger fra en privatadresse eller en skole eller større virksomhed (stort set). Kommer din søgning fra en privatadresse, så vil din adfærd også kobles til den pågældende IP-adresse. Andre i din husstand vil derfor muligvis få annoncer for noget, du har efterlyst. Så hvis du er kvinde, og omkring jul dukker der pludselig en masse reklamer op om bestemte sko fra Zalando, som du engang for hundrede år siden har nævnt til din mand, så kan det rigtig godt tænkes at din mand har hørt efter …

Du kunne prøve at lade være med at bruge Internettet

For en ordens skyld: jeg har brugt Google som emne, af den grund at Google simpelthen er den største søgemaskine på jorden. Jeg vil på ingen måde skildre Google som bøhmand. Jeg er heller ikke imod den måde søgemaskiner fungerer. Det er egentligt fair nok. De tilbyder rigtig mange tjenester, og mange af dem aftager Internetbrugere gerne, ofte uden at ane det. Mange tager det for givet at der kan søges efter alverdens ting, ganske gratis. Alle de søgetjenester ville ikke eksistere uden indsamling af data. Det er prisen du betaler for brugen af Internettet. Du kan vælge at lade være med at bruge Internettet. Men det betyder en radikal ændring af dit liv, herunder flytte ind hos indfødte stammer i Afrika eller Sydamerika. Permanent. Take it or leave it.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.